Dig, mig og fællesskabet er støttet af Undervisningsministeriet under projekt Venskaberen. Den teoretiske baggrund for materialet er forfattet af Iben Valentin Jensen, lektor UC Syddanmark, tilknyttet projektet som ekstern evaluator.

Med henvisning til Leo Komischke-Konnerups (Specialundervisning på hovedet,2010) almen pædagogiske perspektiver antager Dig, mig og fællesskabet kritisk-konstruktivt, at elevers behov er en psykologisk kategori og som fænomen ubegrænset. Elevernes læringsforudsætninger er derimod en didaktisk kategori og kan hermed håndteres pædagogisk. Udviklingsprojektets og undervisningsmaterialets elevgruppe på STU omtales derfor i nedenstående tekst som ”elever med særlige læringsforudsætninger” og ikke som ”elever med særlige behov”.

Komischke-Konnerup peger med professor Dietrich Benner på, at mennesket konstitueres af 6 grundlæggende praksisfællesskaber; det arbejdende, politiske, det religiøse, det etiske, det æstetiske og det pædagogiske. Praksisfællesskaberne er forbundne og ikke-hierarkiske som forudsætningen for et humanistisk demokratisk samfund.

Projektet Venskaberen er en del af samfundets pædagogiske dimension og er derfor en del af en professionel didaktisk rationalitet: Projektet videregiver således værdifuld viden til næste generation og har arbejdende, politiske, etiske og æstetiske konsekvenser:

Pædagogik handler om at mennesket bliver myndigt
For elever med særlige læringsforudsætninger kan denne myndighed ofte have behov for ekstra støtte. Muligheden for at udvikle selv-, medbestemmelse og solidaritet (Klafki, 2011) understøttes i projektet Venskaberen ved hjælp af undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet. Det indfører eleverne i at kunne håndtere personlige og sociale relationer i praksis.

Asymmetri, magt og pædagogisk ansvar
Dig, mig og fællesskabet har fokus på, at undervisningen som udgangspunkt er asymmetrisk, idet underviseren ved noget, som eleven ikke ved. Derfor er der grænser for ”ansvar for egen læring”.

Underviseren har ansvar for den undervisning, der gives elever. Eleverne har mulighed for at indføres i denne ansvarlighed. Derfor er undervisning og opdragelse to sider af den samme sag.

Undervisning uden opdragelse er programmering og opdragelse under undervisning er moralisering. Når der undervises, interveneres der, og det er et undervisnings-vilkår, at underviserne herved forvalter en magt. Denne magt er kun legitim, dersom underviseren er den bevidst og gør den bevidst over for eleverne.

Det er således en pædagogisk og etisk problemstilling, der skal formidles med undervisningsmaterialet eller som er en forudsætning for en senere formidling til eleverne (Komischke-Konnerup 2010 og 2014).

Det alment menneskelige
Dig, mig og fællesskabet er alment udviklet og er til alle på STU. De didaktiske overvejelser retter sig mod alle elever med særlige læringsforudsætninger, fordi undervisningen altid også handler om det alment basalt menneskelige, som alle elever har mulighed for at møde. Undervisningsmaterialet kan derfor anvendes i de undervisningssammenhænge, det er relevante uanset diagnoser etc. Specialundervisning og såkaldt traditionel undervisning adskiller sig principielt ikke alment didaktisk fra hinanden (Komichke-Konnerup, 2010)

Didaktiseret undervisningsmateriale
I forbindelse med de fundamentale integrationsprocesser mellem individ og fællesskab, som undervisning er, er det vigtigt at understøtte lærings- og dannelsesprocesser med konkrete tilgængelige didaktiserede undervisningsmaterialer. Igennem undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet, der er gratis til rådighed på nettet og som kommer ud på skoler og uddannelsessteder i praksis, har undervisere mulighed for at fastholde og udvikle didaktiske processer.

Den eksperimenterende praksis
Pædagogik handler altid om at eksperimentere, fordi praksis er afhængig af tid, sted og personer. Det er ikke muligt teoretisk at deducere eleven, situationen og relationen, og det er derfor nødvendigt at eksperimentere i praksis. Der findes grundlæggende en difference mellem teori og praksis, der fordrer lærerens konstante eksperimentering i forhold til, hvad der er muligt og ikke muligt i virkeligheden. (Komischke-Konnerup, 2014). Dig, mig og fællesskabet har dette didaktiske perspektiv. Øvelserne er udarbejdet sådan, at lærere kan arbejde med deres elevers egne erfaringer og interesser – dvs. øvelserne kan tilpasses og bearbejdes til forskellige elevers forudsætninger og aktualitets indhold.

Det pædagogiske paradoks
Der er i undervisningsforløbet en forståelse for begrebet ”det pædagogiske paradoks”, for så vidt, at mennesket skal tvinges til frihed (Komischke-Konnerup 2010). Alle pædagogiske processer har konflikter og dilemmaer, og det handler ofte om at give eleven mulighed for at opleve noget, som han/hun ikke ville have kunnet selv eller ikke selv, ville have søgt. Havde de selv søgt det, var undervisning ikke nødvendigt. Det er derfor vigtigt, at underviserne ved hjælp af ”det pædagogiske skøn” er opmærksom på at give eleverne både mod og med-spil.

Deltagelse i undervisningen
Det er legitimt i udviklingsprojektets undervisning at være observerende, således at elever kan vælge at kigge på (se også Illeris, 2000). Undervisning handler om elevens deltagelse, men skellet mellem passiv og aktiv ligger ikke i, om eleven siger eller gør noget. Nogle elever har brug for at stå tilbagetrukket, og her tænke og føle, som forudsætning for senere at kunne deltage med kroppen, sproget etc. En handling indebærer også tænkning.
Kropsligt forankrede lærings- og dannelsesprocesser.

Undervisningsmaterialet anerkender elevens menneskelighed som ”kropslig, sproglig, historisk og produktivt frit” og har derfor en æstetisk/praktisk/musisk dimension. Det er vigtigt at inddrage kroppen, sanse, opleve, mærke etc. som en del af en helhedsforståelse af elevens mulighed for at indgå i lærings- og dannelsesprocesser. Boglige undervisningssystemer er ofte generelt fokusset på en kantiansk bevidsthedsfilosofi og Blooms taksonomi, men undervisningen kan også forstås i en fænomenologisk videnskabstradition. Denne tradition hører i dansk sammenhæng også til den nordiske undervisningstradition med N F S Grundtvig og Kresten Kold som de mest kendte skolemænd (Jensen 2010). Menneskets kropslige, sanselige, følelsesmæssige muligheder for at integreres i fællesskabet er i undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet i fokus.

Øvelse og samtale
Undervisningen er et kunstigt rum, hvor der kan øves og trænes i forhold til at kunne integreres i omverdenen uden for undervisningsrummet. Elever med særlige læringsforudsætninger har ofte brug for ekstra tid til at øve og træne. I undervisningen findes en unik mulighed for at kvalificere fejl og have tid til at samtale om fænomener. Uden for undervisningen kan vi eksempelvis blive kørt over, hvis vi går over for rødt, hvorimod vi i undervisningen har mulighed for i tryghed at øve os og samtale om trafikadfærd. Således også med Dig. mig og fællesskabet: her er der mulighed for at sætte fokus på aspekter af det sociale liv, som elever med særlige læringsforudsætninger ofte har brug for at øve sig på, så eleverne er mere kvalificeret til at møde livet uden for undervisningen.

Den pædagogiske praksis har 4 kendetegn
Den har afsæt i at alle kan lære, at der altid læres noget, at det altid foregår i bestemte sammenhænge og at der altid findes indbyggede dilemmaer eksempelvis mellem individ og fælleskab. Således har Dig, mig og fællesskabet det fokus 1) at alle kan lære, 2) at vi er sammen om noget udenfor os selv i undervisningen (sociale færdigheder i al almindelighed, dvs. livsfænomener), 3) at vi har skabt en bestemt dramaturgi for at lære dette bestemte og 4) at der vil opstå dilemmaer, som ikke er en fejl, men som definerer et menneskeliv og derfor må forstås og tackles hensigtsmæssigt, dvs. didaktisk-pædagogisk (Komischke-Konnerup 2010). Vi har alle et personligt ansvar og samfundsopgave i livet, uanset læringsforudsætninger. Det hører til det at være et menneske. Undervisere og elever er grundlæggende sammen om at finde det personlige ansvar og samfundsopgave i fællesskab, og det er grundlæggende det udviklingsprojektet Venskaberen og undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet bidrager til.

Undervisningsdramaturgi
I undervisningsforløbet er undervisningsdramaturgi centralt, idet eleverne og underviserne kender deres rolle, kender scenen og kender indholdet. Teori kommer af samme sprogstamme som teater, og det handler om en iscenesættelse, der giver mulighed for elevens indleven sig. (Dale 2008). Undervisningsforløbet Dig, mig og fællesskabet har tilknyttet en skuespiller for at have ekstra fokus på dramaturgien

Fagpersonlighed
Undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet skal give den enkelte underviser frihed til at være sin egen fagpersonlighed. Undervisningsmaterialet er derfor ikke bundet til at ’gøres’ på en helt bestemt måde – der er meget mulighed for personlig udfoldelse. Undervisere er altid fagpersonligheden (se også Fibæk Laursen 2004) De lege, øvelser, spil etc. der bruges, må ses som inspiration og eksempler på den enkelte undervisers egen mulighed for at foretage didaktiske skøn, således at undervisningsmetoderne lægger op til yderligere didaktiske muligheder og underviserens eget personlige ansvar.

Politik og etik
Undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet har som pædagogisk materiale både politisk og etisk side; det vil sige, 1) at integrationen af elever med særlige læringsforudsætninger er en del af et humanistisk og demokratisk samfund og har derfor politiske konsekvenser samt 2) at mennesket har brug for at vide om og kunne omgås andre mennesker og hermed have en holdning til fællesskabet, hvis et etisk samfund skal fastholdes. Undervisning er etableret med det formål, at eleverne kan indføres i det offentlig rum som deltagere (Komiscke-Konnerup 2010 og 2014), og undervisningsmaterialet Dig, mig og fællesskabet er eksemplarisk i forhold til didaktisk at håndtere elever med særlige læringsforudsætningers udfordring her.

Litteraturhenvisninger:
Ovenstående 13 teoretiske pointer i udviklingsprojektet Venskaberens undervisningsmateriale Dig, mig og fællesskabet har afsæt i følgende aktuelle og relevante forskning og teori:

Dale, Erling Lars (2008) Pædagogik og professionalitet, Klim

Illeris, Knud (2001): Læring – aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx, RUF

Jensen, Iben Valentin (2010): Skolens undervisning – for livet og folkeligheden. I: Konnerup og Buur (red.): Specialundervisning på hovedet – almene pædagogiske synspunkter. Klim, 2010)

Klafki, Wolfgang (2011) Dannelsesteori og didaktik : nye studier Århus, Klim

Komischke-Konnerup (2009): AFSL-projektet: Almen dannelse på de frie kostskoler i Skolesammenslutningen Ligeværd, Haderslev: University College Syddanmarks bibliotek

Komischke-Konnerup, L. (2010): Arbejde, omsorg og fællesskab – om det almene i specialpædagogisk praksis. I: Komischke-Konnerup, L. & Hansen, N.B. (red.) (2010): Specialundervisning på hovedet – almene pædagogiske synspunkter. Århus: Klim

Komischke-Konnerup, L. (2014): Folkeskolens pædagogik – ren og klar eller praktisk og fri? Nogle almene pædagogiske synspunkter på folkeskolens undervisning. I: Rømer, T.A., Tanggaard, L., & Brinkmann, S. (red.) (2014): Uren pædagogik 2. Århus: Klim

Laursen, Per Fibæk (2004): Den autentiske lærer. Bliv en god og effektiv underviser – hvis du vil, Gyldendals lærerbibliotek.