Øjeklap

Målsætning
Eleverne træner at tage øjenkontakt med hinanden. De arbejder med tydelig kommunikation i forhold til, hvem der er afsender og modtager. Eleverne træner fokus, koncentration og motorik.

Antal deltagere
Fra 5.

Varighed og forudsætninger
Fra 4 minutter. Gulvplads til at alle kan stå i en cirkel og se hinanden.

Instruktion
En elev begynder ved at være afsender og tager øjenkontakt med en anden i cirklen. Når øjenkontakten er etableret med modtageren, så løfter de begge hænderne og klapper som et tegn på en fælles anerkendelse af kontakten. De skal forsøge at klappe samtidigt, da det skaber en god samhørighedsfornemmelse. Den elev, som var modtageren, tager kontakt til en anden elev. Når øjenkontakten er etableret skal eleverne forsøge at klappe samtidigt. Forsæt på samme måde, så eleverne etablerer kontakter på kryds og tværs i cirklen.

Opsamling
Tal med eleverne om, hvor vigtigt det er at bruge øjnene, når man gerne vil i kontakt med andre. Og om, at man selv har et ansvar for at stille sig til rådighed for at kunne blive kontaktet. Gør eleverne opmærksomme på nærværet og den koncentrerede stemning.

Spørgsmål til opsamling:

  • Kunne I mærke, at der blev en mærkbar koncentration i rummet, når I fulgte opmærksomt med?
  • Hvornår er der situationer i jeres hverdag, hvor det er godt at have den stemning? Fx når man skal løse en opgave sammen eller har en vigtig samtale.
  • Hvordan oplevede I det at have øjenkontakt og blive set?
  • Gav det tryghed eller var det ubehageligt?

lightb_venskaberenTips
Går øvelsen godt, og eleverne mestrer at klappe samtidig, kan man udfordre eleverne ved at etablere en fast rytme, som alle skal forsøge at holde. Det giver et flow og en dynamik, der øger sværhedsgraden.

Er der elever med synshandicap, kan man sige deres navn, pege, og derefter klappe.

Er der elever i klassen, som har svært ved øjenkontakt, kan man aftale at kontakt tages ved at sige elevens navn og derefter kort tid tage øjenkontakt, så de kan klappe samtidigt. Det træner eleverne i at have øjenkontakt i kort tid.

clips_1 Øjeklap