Fra æg til engel

Målsætning
Eleverne erfarer, at tilknytning til et fællesskab kan forandres. De træner at tage konktakt og målrettet søge dem, de har noget tilfælles med. Eleverne får bevidsthed om, at udvikling sker over tid og ikke er ens for alle.

Antal deltagere
Fra 8.

Varighed og forudsætninger
Fra 10 minutter.
Gulvplads så alle kan bevæge sig rundt mellem hinanden.

Instruktion
Fortæl eleverne, at øvelsen vil tage dem gennem fire udviklingstrin: Æg, ung, olding og engel.
De fire trin har alle en tydeligt bevægelse, der kendertegner udviklingstrinnet. Det er derfor tydeligt for alle, hvem der er på samme udviklingstrin. Bed eleverne om at gå rundt mellem hinanden. Alle starter som æg.
For at kunne udvikle sig til næste trin må eleverne mødes to og to. Hvem, der flytter sig til næste udviklingstrin, afgøres ved at spille ”Sten, saks, papir.” Afklar reglerne for ”Sten, saks, papir”, så der ikke er tvivl. Vinderen af dysten udvikler sig fra æg til ung, mens taberen forbliver æg og må prøve igen ved at lave ”Sten, saks, papir” med et andet æg. Man kan kun dyste med en på samme trin. Et æg og en olding kan således ikke mødes og spille ”Sten, saks papir.”
Når en elev har nået det sidste trin som engel, trækker eleven sig ud til siden, så der dannes en række med engle, der pudser glorie, mens de følger udviklingen i resten af gruppen. Når der er fire personer tilbage, en fra hvert udviklingstrin, er øvelsen slut.

  • Æg går rundt og banker sig let oven på hovedet med en knyttet hånd og siger: ”Æg, æg, æg”.
  • Ung går rundt med ludende skuldre, løfter en hånd op til munden for at skjule et gab og siger: ”Gab, gab”.
  • Olding går rundt med krumbøjet ryg og en imaginær stok i den ene hånd og siger: ”Brrr, det er koldt i dag”.
  • Engel stiller sig på række og pudser med den ene hånd en imaginær glorie over hovedet og siger i et højt engleagtigt toneleje: ”Ahhh”.

Forklaring til ”Sten, saks papir”: To personer står overfor hinanden. De hæver hver en knyttet næve og bevæger hånden op og ned tre gange i takt med at der siges: Sten, saks, papir eller en, to, tre, nu. På et aftalt signal viser man hinanden en af de tre valgmuligheder.
Sten vises ved at beholde hånden knyttet, papir er en flad hånd og saks vises ved at pege- og langfinger strækkes lodret frem. Sten vinder over saks, saks vinder over papir, papir vinder over sten.

Opsamling
Tal med eleverne om, hvordan de oplevede kun at måtte tage kontaktet til andre, der var lige som dem selv. Betød det noget, om de var en del af en stor gruppe, en lille gruppe eller måske helt alene? Spørg om de kender til, at man udvikler sig, så man ikke længere rigtig passer ind i et bestemt fællesskab. I denne øvelse var det livsstadier, men det samme gør sig gældende fx når man skifter interesser, identitet og venner.

Spørgsmål til opsamling

  • Hvordan var det at tage kontakt og mødes? Gjorde det en forskel, om der var få eller mange på samme trin som det I selv befandt jer på?
  • Er det nemmere at have et fællesskab med nogen, der er ligesom en selv?
  • Kender I eksempler på at forlade et fællesskab, fordi man ikke længere hører til? Og finde nye, der passer bedre?

lightb_venskaberenTips
I stedet for de fire udviklingstrin, æg, ung, olding og engel, kan man finde på andre figurer og bevægelser. Fx æg, dinosaurus: Løft armen op bag hovedet og brug hånden som et næb og sig ”dino, dino”. Chimpanse: Klø sig i armhulen med den ene hånd og pil lopper med den anden og sig ”uhuh”. Superhelt: Stil sig med højre arm strakt skråt i vejret mod fjerne galakser og venstre skråt bagud, ned mod jorden og nyn temaet fra Indiana Jones
Vælg figurer, dine elever vil være trygge ved og underholdt af at arbejde med.

clips_1 Fra æg til engel