Molekyle

Målsætning
Eleverne oplever at blive en del af en gruppe uden at skulle træffe personlige til- og fravalg. De får bevidsthed om det positive i, at en gruppe kan opstå tilfældigt.

Antal deltagere
Fra 8.

Varighed og forudsætninger
Fra 3 minutter.
Gulvplads så alle kan bevæge sig mellem hinanden.

Instruktion
Bed eleverne om at bevæge sig rundt mellem hinanden. Når underviser siger ”molekyle” og et tal, skal eleverne tage fat i hinanden og danne en kæde. Det kan være ved at holde hinanden i hænderne eller ved armkrog. Siger underviser fx ”molekyle 3”, bliver det kæder af 3.
Hvis et tal ikke går op med antal elever, må der være en elev mere eller mindre i et molekyle. Er der fx 13 elever, og underviser siger: ”Molekyle 6”, bliver der en kæde med 6 og en med 7
Molekyle kæderne skal fortsætte med at bevæge sig rundt, indtil underviser siger: ”Opløs molekyle”, og eleverne giver slip på hinanden. Herefter kan nye kombinationer afprøves.

Opsamling
Tal med eleverne om fordelen ved ikke selv at vælge gruppe; fx det befriende i, at når et fællesskab opstår tilfældigt, slipper man for at tænke på, om det er o.k., man er med. Måske bliver man overrasket over at fungere godt sammen med nogen, man ikke plejer at være sammen med. Spørg om eleverne har gode oplevelser med fællesskaber, der er opstået tilfældigt. Det kan fx være at sidde sammen i bus eller tog, eller at stå i kø til et arrangement.

Spørgsmål til opsamling

  • Hvad er fordelen ved ikke selv at vælge gruppe?
  • Har I oplevelser, hvor der kom noget godt ud af et fællesskab, som opstod tilfældigt?

lightb_venskaberenTips
Brug Molekyle som en metode til at danne grupper. Skal eleverne arbejde sammen fire og fire, så slutter underviser med at sige: ”Molekyle 4”.
Eleverne kan udfordres motorisk ved at de skal danne en bestemt figur fx firkant eller stjerne og stadig bevæge sig rundt uden at slippe hinanden.

clips_1 Molekyle