Samtaletips

Målsætning
Eleverne introduceres til 4 grundlæggende redskaber, der holder en samtale i gang og hjælper med at udvikle den. De får en fælles forståelse af, hvordan man bliver en bedre samtalepartner.

Antal deltagere
Fra 4.

Varighed og forudsætninger
Fra 10 minutter.
En tavle/flipover til brainstorm.
Print af Samtaletips – kopiark

Instruktion
Spørg eleverne, hvad de tænker er vigtigt for at indlede en samtale? Hvad der skal til, for at det føles godt at tale sammen og for at samtalen udvikler sig og ikke går i stå efter et par sætninger? Har de svært ved at komme i gang, så hjælp dem med et par eksempler. Fx øjenkontakt og passende afstand.

Skriv elevernes forslag, så alle kan se dem. Kommer der kun få forslag, er det i orden.

Kig på de forslag, der er blevet nævnt. Vælg 2-3 forslag fra tavlen. Bed en person om at komme op og starte en samtale, fx om vejret. Anvend de pågældende tips, så eleverne kan se dem i funktion, og kun de tips. Når I har udvekslet et par sætninger, skal underviser vælge at udføre en handling, der tydeliggør et tip, der ikke er nævnt.

Hvis det fx ikke er nævnt at stemmelejet har betydning, begynder underviser at tale meget lavt eller meget højt.
Sådan får eleverne en visuel og konkret opmærksomhed på, at det også er nødvendigt at afstemme lydstyrke for at opnå et hensigtsmæssigt samtaleforløb. Underviser skriver efterfølgende de nye og flere samtaletips, som er kommet i spil Fx: passende lydstyrke i stemmelejet.

Andre eksempler:

  • Vend ryggen til den anden. Eksemplificerer kropssproget betydning.
  • Tal i munden på den anden. Eksemplificerer vigtigheden af at kunne lytte.
  • Skift ofte fokus og se kun kortvarigt på den anden. Eksemplificerer manglende opmærksomhed.
  • Smil til den anden. Eksemplificerer sympati og ”jeg kan lide at tale med dig.”
  • Stil spørgsmål til den anden. Eksemplificerer interesse.
  • Svar med enstavelsesord og korte sætninger. Eksemplificerer at samtalen hurtigt går i stå.

Vis nogle flere eksempler på tips, der mangler i brainstormen, og lad derefter eleverne byde ind med flere tips til et godt samtaleforløb. Gentag den konkrete eksemplificering i det omfang, det bidrager til at engagere eleverne og understøtte forståelsen.
Efter den fælles brainstorm hænges ”4 21 313 Samtaletips – kopiark – fra Fælles arkiv” op.

  • Øjenkontakt.
  • Lyttelyde
  • Spørgeord (hvem, hvad, hvor, hvordan, hvornår)
  • Svar og sig mere

Forklar eleverne, at selvom brainstormen viste, at der er mange små og store ting at tænke på og øve sig i for at blive en god samtalepartner, er det disse fire, som bliver fokuspunkterne i resten af temaforløbet, da det er vigtige redskaber til at holde en samtale i gang og udvikle den. Desuden er det mest givtigt at øve sig i få ting af gangen. Øvelser i temaforløbet ”Samtalens kunst” kan inspirere til yderligere arbejde med samtale.

Opsamling
Tal med eleverne om, at der findes mange uskrevne regler for kommunikation og samtale mellem mennesker. Forklar dem, at selvom man ikke helt forstår, hvorfor det betyder noget, så kan der være ting man er nødt til at lære sig, hvis man gerne vil opnå og have kontakt med andre.

Spørgsmål til opsamling:

  • Hvilke tips, falder jer helt naturlige at bruge, når I taler med andre?
  • Er der nogen af tipsene, som er svære? Hvorfor?
  • Er der nogen af tipsene, hvor det overraskede jer, at de betyder noget for en samtale?

lightb_venskaberenTips
Giv eleverne den opgave, at de skal vælge et tip, som de gerne vil blive bedre til. Eleverne skal så efterfølgende øve sig i situationer, de selv vælger. Fx på skolen, til en fritidsinteresse, i klubben eller hvor de ellers færdes. Aftal en lektion, hvor I samler op på, hvordan det gik, og hvor eleverne fortæller et eksempel.

clips_1Samtaletips – kopiark bruges sammen med instruktionsarkene Samtale tips og Talestok
Det kan indgå i temaforløbet ”Samtalens kunst”.