I temaforløbet ”Tillid” arbejder eleverne med bevidsthed om tillid. De prøver at vise tillid til en anden og til en gruppe. De snakker om tillid i forskellige situationer.
Til temaforløbet skal bruges
Print af temaforløbet.
Print af kopiark: 1-10-kopiark
Oversigt og målsætning for hver øvelse
Opstart – at strække kroppen
Målsætning: Eleverne får opmærksomhed på kroppen ved at strække den godt igennem og kommer tilstede i rummet.
Type: Fysisk øvelse.
Materiale: Instruktionsarket Opstart
Introduktion af tema
Målsætning: Eleverne får øget bevidsthed om, hvad tillid er, og hvad det betyder for deres relationer til andre mennesker.
Introduktionen samler gruppen om temaet.
Instruktion: Bed eleverne fortælle, hvad de forstår ved ordet tillid. Samtal om hvorfor det er vigtigt.
I hvilke situationer oplever I at have tillid til sig selv og andre?
I hvilke situationer er det svært?
Underviseren skriver stikord fra elevernes udsagn, så de kan bruges som udgangspunkt undervejs i forløbet.
Type: Samtale.
Øjeklap – at bruge øjenkontakt
Målsætning: Eleverne træner at tage øjenkontakt og kommunikere med klar og tydelig afsender og modtager. Eleverne træner koncentrationsevne og motorik.
Type: Fysisk gruppeøvelse.
Materiale: Instruktionsarket Øjeklap
Stikkontakt – at vise og få tillid til en anden
Målsætning: Eleverne træner at tage ansvar for hinanden og opbygge tillid. De øver at være i kontakt med hinanden og stadig have opmærksomhed på hele gruppen.
Type: Fysisk parøvelse.
Materialer: Instruktionsarket Stikkontakt
Træstammen – at vise og få tillid i en gruppe
Målsætning: Eleverne træner samarbejde og fællesskabsfølelse. De udfordres på evnen til at mærke samhørighed, tryghed og ansvar for hinanden.
Type: Fysisk gruppeøvelse
Materialer: Instruktionsarket Træstammen
1- 10 Tillid – at nære tillid i forskellige situationer
Målsætning: Eleverne træner at tage aktivt stilling. De bliver bevidste om, hvornår og i hvilke situationer, de har tillid til andre. De undersøger, hvad der øger / mindsker tillid. De får indsigt i, hvad der giver andre i gruppen tillid.
Type: Fysisk øvelse og samtale.
Materialer: Instruktionsarket 1-10 tillid og 1-10-kopiark
Afslutning
Målsætning: At skabe en klar og tydelig afslutning. Den kan med fordel bruges efter hvert undervisningsforløb. At sige tak for i dag og tak for samarbejdet til hinanden.
Type: Fysisk øvelse.
Instruktion: Eleverne står i en cirkel. Alle løfter højre hånd, klapper sidemanden til højre på ryggen, og siger: Tak for i dag, for samarbejdet eller det, der falder naturligt. Bagefter løftes venstre hånd, og sidemanden til venstre klappes på ryggen. Ordene ”tak for i dag” gentages. Til slut siger underviser: ”Klap ad jer selv og hinanden”. Alle ser rundt på hinanden og klapper.